Mød landmanden

Leif

Fra tirsdag den 3. december 2024 til tirsdag den 7. januar 2025, kan du følge med i 28.600 kyllingers hverdag, når Landbrug & Fødevarer sender live døgnet rundt fra driftslederen Leifs’ slagtekyllingeproduktion i Himmerland.

Leif har været driftsleder for slagtekyllingeproduktionen i Himmerland i snart 30 år.

Allerede som barn havde Leif en interesse for fjerkræ og havde lidt ænder, gæs og kalkuner, som han passede hjemme. Som ung kom han i skolepraktik på en kalkunfarm ved Viborg og det blev han så bidt af, at han var ansat der 6-7 år efterfølgende. Undervejs fik han mulighed for, at komme til Minnesota i USA på et års skoleophold med 100% fokus på fjerkræ både i teori og praksis.

Han var også en tur på Tønder Landbrugsskole, hvor han tog grundforløbet og blev efterfølgende uddannet driftsleder på Gråsten Landbrugsskole.

Siden da har det handlet om kyllinger.

Leif er altid klar på at prøve nye ting af for at optimere produktionen og forbedre kyllingernes sundhed. Han har været med i mange forsøg over årene og er blandt andet lykkedes med reducere det totale elforbrug på hele bedriften med 53 %. det har han gjort ved at optimere på varme, ventilation og lyskilder i staldene.

Leif bor sammen med Anne Mette, som han har to, nu voksne, børn med.

Fakta om Leifs kyllinger

  • Leif driver en konventionel slagtekyllingeproduktion på vegne af et holdingselskab. Det har han gjort i snart 30 år.

  • Kyllingerne er af racen Ross 308. Det er den mest almindelige slagtekylling i Danmark.

  • Leif passer cirka 200.000 kyllinger ad gangen fordelt på 6 huse. Han får nye kyllinger 8,5 gange om året og producerer dermed cirka 1,7 mio. kyllinger om året.

  • Leif eller hans kollega tilser kyllingerne mindst to gange dagligt.

  • Når de små kyllinger bliver sat ind i stalden, er der en temperatur på ca. 33 grader og en luftfugtighed på 50%. Efterhånden som kyllingerne skifter fra dun til fjer, bliver der skruet ned for temperaturen. Til sidst er temperaturen på ca. 19 grader.

  • Kyllingerne får fuldfoder fra Hornsyld Købmandsgaard. Foderets indhold af næringsstoffer og energi tilpasses til kyllingernes behov undervejs. De starter med et startfoder, så får de præ-voksefoder, senere voksefoder og til sidst slutfoder.

  • Kyllingerne bliver i stalden til de er 35,5 dage gamle. Her forventes de at veje ca. 2.400 gram.

  • De bliver slagtet af Danpo, som er det ene af to store kyllingeslagterier i Danmark.